Det er meget vigtigt for mig at hele familien føler sig godt tilpas hos mig. Jeg lægger stor vægt på en god og åben dialog og et godt og stærkt samarbejde med jer forældre. Fortæl om jeres forventninger
til mig og jeres barns tid her i min dagpleje. Det samme vil jeg gøre om mine forventninger til jer. Kom til mig hvis der er noget i vil have ændret eller øvet, sig til hvis der skulle være problemer, ting eller begivenheder i jeres
barns liv/hverdag, som har indflydelse på trivslen. Måske kan vi med fælles hjælp gøre den travle hverdag lidt nemmere.
Det nystartede barn tager jeg meget hensyn til. Vi bliver bl.a. hjemme i den første tid og
tager det hele med ro så barnet stille vænner sig til de nye rutiner og omgivelser. Det er vigtigt at vi tager os tid til at lære hinanden at kende.
Indenfor arbejder jeg meget med motorik. Vi bygger en bane, gynger, svinger,
hopper og meget mere. Vi har stille stunder, hvor vi hygger os med en god bog, kreerer ting som julegaver til forældrene, vi kokkererer i køkkenet eller synger fagtesange, der styrker fællesskabet og kropsbevidstheden.
Jeg sørger
også for at børnene kommer meget ud. I sommerperioden kommer vi stort set kun ind for at skifte ble. Vi tager ud i alt slags vejr (det stiller selvfølgelig nogle krav til beklædning og fodtøj) og tager gerne på korte
og lange udflugter. Vi besøger det dejlige og nærliggende Naturværksted med labyrinter, en masse forskellige dyr og fugle, skov med huler og et personale, der altid byder os velkomne. Vi tager hen og besøger en bondegård med
en indhegnet mark med vildt (vi kalder bonden for julemandens hjælper fordi han passer alle "julemandens rensdyr"). Vi cykler også ud i Nørreskoven på min Christiania-cykel. Vi udforsker skovbunden, kigger efter planter og insekter,
tager en tur til stranden (vi tager en ekstra voksen med på de ture), vi spiser vores medbragte mad og om sommeren sover vi af og til til middag i skoven, hvor hvert barn får et lille sovetelt.
Jeg bestræber mig i det hele taget altid
på at stimulere børnene ved hjælp af forskellige hjælpemidler og metoder. Børnene styrkes i deres udvikling ved hjælp af grov- og finmotoriske lege og oplevelser for alle sanser. Jeg arbejder med de pædagogiske
læreplaner (som berører de mange intelligenser) og Marte Meo principper ("ved egen hjælp"), hvor børnene styrkes i deres selvværd, selvtillid og lærer at blive selvhjulpne. Jeg udfylder TRAS skema (Tidlig Registring Af
Sprogudvikling) og port folio, som følger med barnet i børnehave når tiden er kommet til det. Desuden sørger jeg hele tiden for at videreuddanne mig. Dette er dog ikke noget jeg skal have fri til, da kurserne ligger om aftenen eller
i weekenderne.